63 photos

Det er faktisk meget simpelt: man skal kunne tælle til 12. Så mange takter er der er 95 procent af alle bluessange. Så med 12 takter har man gennemgået en bluesrundgang, og det gentages så x antal gange, indtil den sang er færdig - og videre til den næste efter samme koncept.

Det kunne synes lige så ensformigt som traditionel jazz, men heldigvis varieres der på tempo og intensitet, og dermed også på den helhed, der kommer ud af den enkelte sang. De handler alle sammen om det samme: længsel og savn. Følsomhed, som musikerne skal have indlevelsesevne, styrke og sikkerhed for at kunne præsentere på en god måde.

Det kunne All That Blues, da Djurslands-bandet på årets næstsidste aften spillede på Musikhuset Aftenstjernen i Grenå. En fin vokal, god bund lagt af bas og trommer, en virtuos mundharpe og - med alle ære og respekt for de fire andre - en særdeles fremragende guitar håndteret af Vic Blues, der egentligt hedder Michael, men synes, at det er skægt at bruge sit kunstnernavn. Stort skægt!

Aftenstjernen var fyldt til bristepunktet med festglade mennesker, der bogstaveligt talt måtte kæmpe sig gennem lydmuren på vej ind på spillestedet eller når de skulle til og fra toilettet. Udenfor for at ryge behøvede de ikke bekymre sig om. Men: du kommer ind i den gamle bindingsværksbygning ved at gå et par trin op og åbne indgangsdøren. Det første, du møder, er en så lille hall, at den bedre betegnes som en entre. Ligeud, så rammer du toilettet. Til venstre ligger stairway to heaven (uden at ret mange ved, hvad der befinder sig deroppe). Til højre et vindue, hvor du kan kigge ind i værtshuset, og ved siden af vinduet en dobbeltdør, som du slår op, når du skal helt indenfor. Du træder direkte ind midt i orkestret. Trommeslager og guitarist placeret til højre for dig. Bassist og mundharpespiller til venstre. Går du lige frem, risikerer du at ramme sangmikrofonen (hvis du ellers kan flytte sangeren), og hvem ved, om nogen reagerer, hvis du skråler "still got the blues for you"?

Forstærkere og højttalere må du danse dig udenom, og pludselig står du på landets mindste dansegulv. Aftenstjernen lider af beskedenhed og kaldet det byens mindste, men med cirka en halv kvadratmeter findes det ikke mindre andre steder. Fotografen nåede at forevige det, da det var tomt. Orkestret optager det, der kunne være siddeplads for 20-25 mennesker. Ned langs vinduerne er en række borde.

Gennem det meste af lokalet ligger baren, som man kan støtte sig til - og det var nødvendigt for et par stykker eller fem. Til venstre kan man både sidde og stå, og rundt på væggene kan man studere mange finurligheder. Bl. a. gamle avisudklip: en mand blev bidt af en hugorm i sengen! Den nyhed kom i Grenå Folketidende, som i forbifarten kunne nævne, at samme mand "forleden" havde slået en hugorm ihjel i sit køkken. Måske var det magen, der hævnede sig i sengen!

All That Blues - lokale bluesmusikere fra det djurslandske - huggede til med fed og fin blues i de eksotiske omgivelser, hvor eneste indvending kunne være, at der gerne måtte have været plads til dobbelt så mange publikummer, som kunne have oplevet den blå stemning.

Fotograf Kurt Helge knipsede for KHkom og DK-event, og resultatet ses her i galleriet. Kan du bruge et af billeder, så nupper du det bare. Husk ved genbrug aldrig at skære fotograferens signatur væk - i så fald forsynder du dig mod rettighedsloven, og det må man ikke. Ellers er alt tilladt - som i Aftenstjernen, der ikke er større end at man kan tillade sig at lade gæsterne ryge. Og det gør de! Godt nytår.
ATB (2 of 63)ATB (1 of 63)ATB (3 of 63)ATB (4 of 63)ATB (6 of 63)ATB (7 of 63)ATB (8 of 63)ATB (9 of 63)ATB (10 of 63)ATB (11 of 63)ATB (12 of 63)ATB (13 of 63)ATB (14 of 63)ATB (15 of 63)ATB (16 of 63)ATB (17 of 63)ATB (18 of 63)ATB (19 of 63)ATB (20 of 63)ATB (21 of 63)

Categories & Keywords
Category:
Subcategory:
Subcategory Detail:
Keywords:Grenå, allthatblues, blues, fest, koncert, kurthelge, musik, nostalgi, stemning