15 photos

Håndboldpigerne fra Randers HK løb med titlen som Årets Sportsnavn i Randers 2016. Holdet var nomineret sammen cykelrytteren Mads Würtz Schmidt for bl.a. to danske mesterskaber, Randers HH for oprykning til ligaen og 21 kampe i træk uden nederlag, Mie Højlund for bl.a. hendes VM-guld med U20-landsholdet og Oliver Møller Jensen for VM, EM og nordisk mesterskab for juniorer i Ashihara Karate. Det var Randers HK’s meget flotte og temmelig overraskende sejr over Midtjylland, der gjorde udslaget. Her vandt Randers-pigerne for første gang det danske pokalmesterskab.
Knap 400 tidligere og nuværende idrætsudøvere samt ledere og trænere deltog i Sportsfejring 2016 i Arena Randers lørdag aften, og de kunne overvære en lind strøm af hæder uddelt til både unge og ældre.
Yngstemand var karatetalentet Oliver Møller Jensen, der er bare 15 år, men kan bryste sig med både VM-guld, EM-sølv og nordisk mesterskab for juniorer. Oliver Møller Jensen fik SIKR’s talentpris. Ældste prismodtager blev landets uden al tvivl ældste aktive håndbolddommer Henning Bech, der som den første modtog den nyindstiftede dommerpris og blev belønnet med stående klapsalver. Henning Bech er 84 år!
SIKR’s rejselegat gik til den mangeårige både sportsudøver og leder Jørgen Melker Nielsen, der har dyrket håndbold, fodbold, atletik og basketball. Jørgen Melker Nielsen har deltaget i over 100 holdkampe for Randers Freja Atletik – og der afvikles kun fire holdkampe om året. Efter sin aktive karriere har han helliget sig bestyrelsesarbejde – hos Randers Freja Atletik og også i SIKR.
I den anden ende af skalaen uddeltes ungdomspokalen til den 21-årige Daniel Hove Nielsen for sit arbejde i Randers Gymnastiske Forening som både træner og instruktør.
SIKR’s klubpokal gik til Purhus Idrætsforening for sit fine allround-arbejde og ikke mindst for at have vundet det danske mesterskab i foreningsudvikling i kamp med 21 andre foreninger. Folkeoplysningsudvalgets initiativpris blev også tildelt Purhus Idrætsforening for bl.a. utrætteligt at arbejde for og samarbejde for at få ting til at lykkes. Purhus er altid med, når der lægges op til nytænkning og er som sådan en rollemodel for mange andre foreninger.
Årets leder blev Stine Schytte fra Randers KFUM Håndbold for sine organisatoriske og administrative evner. I 15 år har hun været medlem af bestyrelsen, og hun har været formand det seneste år, samtidig med at Stine Schytte – som 40 årig – stadig er aktiv håndboldspiller.
Endelig uddeltes Eliterådets pris til Randers Sportscollege for gennem en lang årrække at have skabt flotte rammer for kombinationen af uddannelse og eliteidræt for mange unge. Det er en institution, der gør en forskel i hverdagen, lød motiveringen.
Udover den egentlige prisuddeling ved Sportsfejring 2016 blev cykelrytteren Jens Erik Madsen fra RC 1910 optaget i Hall Of Fame for sine præstationer, der udover danske mesterskaber omfatter OL-sølv samt både guld, sølv og bronze ved VM.
En enkelt person fik blomster og stående klapsalver, uden at der ligger nogen idrætspræstation bag. Det skete, da formanden for folkeoplysningsudvalget, Malte Larsen, tog ordet for at fortælle forsamlingen, at kultur- og fritidschef Anders Høgstrup har valgt at stoppe på arbejdsmarkedet efter 47 års ansættelse i forskellige funktioner ved Randers kommune. Det er en kapacitet, der lægger de administrative støvler på hylden, men det sker så først den 1. april – uden at det er nogen aprilsnar af den grund.
Bo Ørris Nielsen kædede hele seancen fint sammen som konferencier, og komikeren Thomas Warberg stod for den mere muntre del af underholdningen.

Billederne er taget af Kurt Helge fra khkomminikation.
A1 Stine SchytteA2 Purhus IFA3 rejselegatA4 klubpokalA5 ungdomspokalA6 TalentprisenA7 Henning BechA8 Jens Erik MadsenA9 Brix og LarsA10 Årets sportsnavnA11 HøgstrupA12 Mads WûrtzA13 WarbergA14 Brix og RHKA15 Oliver

Categories & Keywords
Category:
Subcategory:
Subcategory Detail:
Keywords:HK, arena, idræts, prisuddeling, randers, sportsgalla, sportsnavn, thomas warberg