25 photos

De mødes hver tirsdag formiddag. 30 kvinder fra Ældre-sagen i Randers. Mødestedet er Fitness4you, og omdrejningspunktet er zumba. Ja, faktisk dans og bevægelse i det hele taget, og deltagerne elsker det.
Der er formiddage, hvor nogen af dem mest har lyst til at blive hjemme. Der kan være lidt hovedpine, ondt i ryggen eller vrøvl med knæet, men de ved godt, at undskyldningerne ikke holder, og at alle eventuelle trængsler er glemt, så snart de er af sted og i gang med samværet. Og de har det meget bedre bagefter.
Samværet betyder meget, men selv om mænd måske ikke lige vil tro det, så betyder motionen, dansen og musikken allermest. Mænd? Ja, der har været to deltagere, men de er desværre ikke med mere. Er der andre, der har lyst til motionen og udfordringen, så er de rigtig hjertelig velkomne, fortæller de kvindelige zumba-dansere.
Et andet omdrejningspunkt er instruktøren Susanne Andreasen fra Fitness4you, der kærligt svinger pisken og holder deltagere i bevægelsen under hele forløbet. Der er instruktion, smil og søde opmuntringer til deltagerne, og de følger trofast trop, selv om musikken ikke lige er den, de lytter til derhjemme, og selv om aktiviteten giver dem sved på panden.
Det er jo sundt!
Midt i det hele befaler Susanne Andreasen en runddans i quick-step, og så bliver det muntert med grin, klappen i hænderne og til slut et lille kram til den nærmeste danser. Om det så kan lokke mænd til at være med, skal tiden vise.
Hold da op, det er herligt. Fuldstændig, som dengang vi gik til dans hos Sauermilch!
Sådan udbrød en af deltagerne, og for den aldersgruppe er der ingen grund til at minde om, hvem Sauermilch var, og hvad han betød for randrusiansk dansekultur. Nu er det Ældre-sagen og Fitness4you, der holder gang i de yngre ældres motionskultur, og man møder bare op og melder sig til, hvis man har lyst til at være med.
Ældre-sagen i Randers er iøvrigt på vej på Facebook, så der vil man i detaljer kunne orientere sig om afdelingens aktiviteter.
Kurt Helge har taget billederne, så det er hans skyld, hvis deltagerne virker stillestående - for det var de bestemt ikke, men sådan ser billeder jo ud.
Ældresag zumba-1-2Ældresag zumba-1-3Ældresag zumba-1-4Ældresag zumba-1-5Ældresag zumba-1-6Ældresag zumba-1-7Ældresag zumba-1-8Ældresag zumba-1-9Ældresag zumba-1-10Ældresag zumba-1-11Ældresag zumba-1-12Ældresag zumba-1-13Ældresag zumba-1-14Ældresag zumba-1-15Ældresag zumba-1-16Ældresag zumba-1-17Ældresag zumba-1-18Ældresag zumba-1-19Ældresag zumba-1-20Ældresag zumba-1-21

Categories & Keywords
Category:
Subcategory:
Subcategory Detail:
Keywords:Randers, dans, fitness4you, zumba, ældre, ældre-sagen